Mit Svenske jagteventyr

En forlænget weekend i det svenske med en ny jagtkammerat Henric Lindh har måske resulteret i en ny passion for mig. Mere specifikt skulle vi på jagt både efter urfugl og tjur godt 8 timers kørsel fra Varberg, samt senere en fælles drivjagt lidt længere sydpå efter både dåvildt og vildsvin. De første dages jagt skulle foregå som topjagt hvor man bevæger sig rundt i et sneklædte landskab og skyder fuglene når de sidder i trætoppene og suger solens stråler til sig eller tager bestik af situationen når hunden har jaget den op i træet.

Det var med tanke på 4 dages intens jagt at jeg med store forventninger pakkede mine rifler i bilen og kørte imod turens første pitstop – Grenåfærgen. På turen medbragte jeg begge mine rifler både min Sako Cal. 222 og Sako Cal. 308w, og derudover var bilen pakket til bristepunktet med andet (måske) brugbart gear…

Turen imod min første destination Borlänge hvor Henric bor var i sig selv et bomberdament af sanserne. Jo længere jeg kørte igennem de svenske skove jo smukkere og mere betagende blev naturen. Jeg må indrømme at jeg ikke kan lade være med at blive mere og mere forelsket i Sverige og må i samme tankestrøm til min ærgrelse erkende at jeg har brugt al for lidt tid på dette alsidige jagtland. Der er så ufatteligt mange muligheder i Sverige både hvad angår jagt, trekking og familieture, som Danmark ikke kan tilbyde på samme måde.

I takt med at min Subaru XV arbejde sig igennem det sneklædte svenske landskab steg jagtiveren i mit sind. Nyfalden sne, den frostklare og friske luft, de uendelige skove og højt solskin – en meget smuk scene for mine drømme om at få en af de sagnomspundne topfugle på kornet.

Jeg mødte Henrich i hans eget hjem og sov første nat i et typisk svensk gæstehus med en fortryllende udsigt. Lige uden for min hytte udspillede sig et betagende natursceneri. Den nært liggende flod slyngede sig nogle hundrede meter fra mit vindue og man kunne følge bæverne arbejde lystigt ved brederne i det vigende dagslys med min lysstærke Vortex Razor håndkikkert.

width=721

Efter en god nats søvn kørte vi tidligt den følgende morgen imod Bjôrbo. Vejen snoede sig langs floden og overalt var der spor efter bævernes flittige aktivitet. I dette område er der ikke den store iver efter bæverjagt – så næste gang jeg kommer forbi Henric står bæveren meget højt på min ønskeliste. Udenfor var der 8 graders frost og faldet 10 centimeter sne – perfekte forhold til en dag med topjagt.

Da vi ankom til Bjôrbo efter en lille times køretur var forholdene også her nær optimale. Der var i løbet af natten faldet 20 cm frostsne og landskabet var klædt i hvidt. Vi pakkede hurtigt ud og startede jagten med det samme. Med en let taske på ryggen med lidt snacks og vand begav vi os langsomt ud i det snedækkede landskab. Henric havde plottet nogle waypoints ind på sin GPS som han gennem mange års erfaring har fundet gode på terrænet, da topfuglene har favorittræer de ofte sidder i. Både tjuren og urfuglen lever i Midt- og Nordsverige med mange måneder hvor de er udsat for konstant kulde. Derfor sætter fuglene sig af flere omgange dagligt i trætoppene for at suge sol og varme til sig som deres sorte fjerdragt absorbere.

Vi jagede med løs hund. Henric havde sin Finske spids med som var udstyret med GPS-halsbånd. Når den støder en tjur som fouragerer på jorden flyver fuglen oftest 2-300 meter og sætter sig i en top og tager bestik af situationen imens hunden står for foden af træet og gør. Hundens opgave er at finde og dernæst fastholde tjuren i trætroppen så jægerne kan komme på skud imens fuglen distraherers. Henric kan høre forskel på hundens gøen om det er en han eller huntjur den har jaget op i et trætop. Når jægerne er kommet i position skydes tjuren med enten hagl eller riffel.

Vi startede vores jagt i det tungeste svenske skovdynd med et godt lag sne ovenpå – det var med andre ord 2 dages jagt med konstant høje knæløftninger og absurd fysisk krævende jagt jeg var kommet på. Terrænet varierer hele tiden fra tæt mose til store åbne sletter, søer til område med klipper.

width=836

Efter kun 20 min jagt spottede vi en flok på 14 urfugle, i et birketræ (Urfugle ynder at sidde i birketræer). Fuglene sidder oftest i flokke og suger varme til sig. Vi lavede hurtigt en plan for hvordan vi skulle få det mest optimale ud af situationen. Henric blev tilbage og holdt flokken under opsyn imens jeg begav mig afsted på en krævende pürch. Jeg skulle pürche en lang omvej for at komme til en skudposition med mulig dækning. Flokken sad i et enligt træ midt på et kæmpestort åbent stykke. Under min store omvej og pga. det meget kuperede terræn mistede jeg for en tid orienteringen, og kunne ikke finde ud af den præcise retning til det træ fuglene sad i og herudfra hvor den mest optimale skudmulighed ville vise sig. Jeg pürchede 10 meter længere hen og en stor flok urfugle lettede 50m fra mig og fløj ud og satte sig i et træ ca 250 meter ude og havde et godt blik for mig – jeg var sikker på at jeg havde forspildt min chance og dummet mig totalt. Henric fortalte mig senere at flokken af urfugle havde flyttet sig imens jeg gik i en bue udenom og sat sig på jorden for at fouragere hvorefter jeg havde skræmt dem.

Jeg skulle nu forsøge at pürche mig igennem et stort åbent område –  denne del af skoven var blevet skovet og det lignede et bombekrater med store grøfter, jordvolde og rødder der lå spredt over det hele. Hertil havde jeg en flok vagtsomme urfugle som holdt øje med mig. Jeg udså mig en klippeblok på 114 meters afstand fra træet hvor fuglene sad – der kunne jeg få et solidt anlæg til en liggende skydestilling.

Jeg listede mig afsted og da jeg var 150m fra fuglene kunne jeg ikke komme videre i skjul af det kuperede terræn – så de sidste 36 meter foregik på maven. Jeg kiggede i åndeløs spænding flere gange hen imod fuglene imens jeg mavede mig frem og endelig kom jeg til sidst hen på den udsete klippeblok. Der var fuldstændig vindstille så der var ingen sidevind at tænke over. Trods en lang pürch og en høj puls gav klippeblokken et godt og stabilt skud sammen med min Neopod Bipod. Lyddæmper er desværre forbudt til mindre riffelkalibre (klasse 1 våben) i Sverige så jeg var tvunget til at skyde uden med min cal. 222. Som buejæger havde jeg lidt svært ved at bryde det betagende scenarie og den totale stilhed med et kæmpe brag fra riflen, men fik dog krummet pegefingeren. Et ordentligt brag senere drejede urfuglen en omgang på pinden og faldt derefter stendød ned for træets fod i den løse pulversne. Jeg væltede rundt på ryggen og lå og kiggede op i skyerne – helt overvældet af oplevelsen, anstrengelserne og mit store held. Sikke en start på min karriere som topfuglejæger.

data-wp-pid=1018

 

width=828
(Man kan se på klippen hvor jeg har ligget og taget skuddet)

Henric kom løbende hen til mig og vi kunne sammen gå hen og tage den smukke fugl i øjesyn.  En urfugl er størrelsesmæssigt som en stor fasankok så der skulle ikke rystes meget på hånden for at skuddet ville være mislykkedes. Fuglen var ramt perfekt med spidsskarp ammunition fra siden, så der var ingen kødødelæggelse men hjerte og lunger var perfekt perforeret. Efter de obligatoriske trofæbilleder tænkte jeg Wow det her bliver nogle vilde dage og så fortsatte vi på en ny location nogle kilometer derfra.

Efter en times tid spottede vi en flok urfugle igen. Her kunne eneste mulighed for et ordentligt skud dog kun opnåes ved at bestige en stejl skråning med væltede graner i bedste mikadostil. Der skulle med andre ord pürches over og under væltede træer i en ordentlig omgang kvas. Det var en nærmest umulig opgave og nogle urfugle lettede allerede inden jeg kom til skud.
Jeg kom ind på 100m af fuglene men skudstilling og skudbillede var langt fra optimal. Jeg havde anlæg op ad et træ og et vindue på kun 10cm hvor jeg kunne skyde. Jeg skød et godt skud men desværre ramte projektilet en gren som var lige foran den urfugl jeg havde udset mig, og fuglen kunne uskadt flyve væk med resten af flokken. Mand jeg ærgrede mig over at have taget min 222 med på denne jagt – en større kaliber ville have taget fuglen uanset grenen foran.

Sikke en rutchebane – fra den store jagtlykke til stor frustration. Henric smilede dog bare og sagde så finder vi bare en anden.

Et stykke tid senere så vi en Tjur som lettede og fløj ud over et åbent stykke på lang afstand. Henric havde en ide om hvor den ville sætte sig, så vi indledte en pürch til dette område. Efter en halv times gang kom vi til området og spottede den kæmpe flotte tjur sidde majastætisk i toppen af et grantræ. Vi indledte pürchen på fuglen. På topfuglejagt tænker man ikke så meget på vinden, men langt mere på solens vinkel. Du kaster en sort skygge på den hvide sne hvis du går med solen i siden ifht. fuglen. Man vil om muligt gerne have solen forfra eller bagfra når man pürcher ind på fuglen og at man gør sig så lille som muligt.

Vi fik os efterhånden listet ind på 145 meter af Tjuren og jeg fik gjort riflen klar. Den havde på dette tidspunkt siddet i træet i 45 min. Jeg havde en helt ideel skydestilling med min Neopod op ad et væltet træ. Jeg fik styr på åndedrættet og i det jeg lægger øjet til kikkerten og udånder roligt lettede tjuren. Jeg var grædefærdig. 1 sekund fra at jeg også kunne tilføje en tjur til min trofæliste.

Efter denne situation gik vi en tur på 4 timer uden at se andre fugle. Min krop begyndte efterhånden at være ret presset og kvalmen begyndte at komme snigende da vi endelig kom frem til bilen og begav os hen imod jagthytten. Jeg skal helt klart i langt bedre form inden næste jagt med så krævende fysisk form.

Den idylliske jagthytte lå i en enklave af små jagthytter. Der var ingen elektricitet og vandet fik vi fra en brønd udenfor. Vi fik fyret op i kakkelovnen og et par gasbrændere og hurtigt var der 30 grader i hytten. Vi nød Rubens hjemmebryggede og medbragte øl og lakridser. Der var nu tid til afslapning, gode historier og at få en god nats søvn. Den aften sov jeg 2 sekunder efter at jeg havde lagt mig på hovedpuden.

width=655

Da vi vågnede næste morgen var temperaturen desværre kun lige omkring frysepunktet. Det havde regnet om natten og al sneen havde fået et hårdt frostlag så det var umuligt at gå lydløst rundt i sneen. Urfuglene og tjuren gider ikke våd sne og forsvinder ofte fra deres faste områder når temperaturen når omkring frysepunket. Henric var tydeligvist frustreret og gjorde et bravt forsøg for at få lagt en god plan for dagens jagt.

Vi tog dog afsted på jagt og gik i 3 timer om formiddagen og 2 timer om eftermiddagen. Henric fik desværre ret. Det var meget svært at få kontakt til topfugl denne dag. Vi prøvede mange lokationer men hunden fik ingen fært.

Henric fortalte under formiddagens jagt at han havde taget denne tur sidste vinter 2 dage i træk på ski. Da han kom over hans egne spor dagen efter havde 3 ulve fulgt hans skispor hele vejen rundt. En vild og lidt skræmmende historie om skovenes absolutte toppredatorer – jeg holdt lige lidt ekstra hårdt i geværet de næste timer 🙂

Efter en god frokost fik vi heldigvis kontakt til fugl på eftermiddagens jagt. Vi kom gående hen af en skovvej, hvor vi letter en tjur som sad i kanten af vejen. Den fløj langs vejen hen over en dal og satte sig i en trætop. Vi pürchede langsomt i en bue væk fra vejen hvor vi måtte gå højere op i skoven for at få et ordentligt dække for at fuglen ikke blev skræmt. Afstanden blev med denne manøvre desværre øget kraftigt – og jeg måtte skyde i stærk sidevind på 190m. Jeg forsøgte efter bedste evne at tage højde for vind men første skud gik uden noget skudtegn. Tjuren hoppede bare et hop på pinden, hvorefter jeg skød igen og holdt endnu mere op imod vinden – med det samme resultat, tjuren hoppede et lille spjæt på pinden og blev siddende. Der var ingen referance punkter som jeg kunne korrigere skuddet ud fra så jeg skød igen og håbede på mit held. I alt skød jeg 4 skud inden jeg gav op. Man må også erkende når man har tabt og blot skyder i blinde.

Denne skovens konge, den smukke tjur sidder stadig på min nethinde og jeg kan slet ikke vente med at få mulighed for en revanche på tjur, næste gang bevæbnet med en større kaliber og flere jagtdage til min rådighed samt være i væsentlig bedre fysisk form.

Efter 2 dage med topjagt efter de store skovfugle gik turen sydover til Vimmerby hvor vi begge var inviteret på en driv- og trykjagt efter primært vildsvin og dåvildt.

width=848

Henric skulle være hundefører og jeg skulle være skytte. Henric er en berømt og berygtet hundefører – han og hunden har næse for jagt og han er skyld i meget vildts endeligt, når han og hunden med snilde har drevet dem hen til skytterne.
Det var 2 dage med masser af action – desværre bare ikke på de poster som jeg fik tildelt. Alle fik en radio udleveret, så jeg kunne følge med i drevet på mit udleverede kort og på de forskellige skyttenumre som løbende blev varslet når svinene var på drev. Det gav en ny dimension til oplevelsen af at være en del af en stor og velorganiseret drivjagt, selv om der ikke opstod nogle ordentlige muligheder på mine poster. Når jeg kunne høre noget pusle i skovbunden slukkede jeg for radioen for at sanserne kunne fokusere på mine egne sanser og dyrenes bevægelse.

Ejeren af jagt området hedder Peter Krusfalk og han var pilot på drivjagten. Piloten sidder et strategisk sted på jagten og koordinerer hvor hundene skal hen. Hundeførerene melder ind hvad de ser og hvor hunden tækker hen og den information er utrolig vigtig for piloten. Peter har en utrolig indgående viden om hvordan vildtet trækker når de bliver jaget. På den måde kan han dirigere hundeførerene så de får vildtet i retning af jægerne.

Selvom jeg ikke kom til skud oplevede jeg dog adrenalinpumpende situationer lige omkring mig. Lige ved mit pas blev en dreven Vactelhund med kevlervest angrebet af en kæmpe so på over 200kg. Det gik vildt for sig – jeg kunne høre dem kæmpe vildt tæt ved mig og hundeføreren der febrilsk forsøgte at redde sin hund. Denne so blev ekstraordinært givet fri da det var anden episode hvor den havde angrebet en hund. Hundeføren kunne ikke komme til at skyde den pga. den vilde kamp hvor hund og so dansede omkring hinanden.
Mit pas var lige ved en bæk, hvor grisene løb frem og tilbage, men jeg kunne ikke skyde forsvarligt så jeg blev beordret til at flytte pas for om muligt at få soen eller nogle andre svin skudt. Andre passkytter blev også omrokeret for om muligt få soen skudt. Den fik sig desværre listet udenom vores bagholdsangreb. Hunden klarede heldigvis skærene. Den fik trykket nogle ribben og organer, men så ud til at være ved godt mod. Vildsvin er bare ikke at spøge med. Soen havde bidt hunden over nakken og holdt den under vandet i længere tid hele 5 gange – hundeføren var tydeligvist meget taknemmelig for at hunden var i live efter denne hårdhændede behandling.

Efter de tre dages drivjagt havde min tur til Sverige nået sin ende. Jeg overnattede en enkelt dag mere ved de gæstfrie værter og havde god tid inden jeg skulle være ved færgen i Varberg. Næste morgen aftalte jeg med Bosse som er ham der passer foderpladserne, at jeg blev hentet kl 08.00 og skulle hjælpe med at fylde foderpladserne op og checke om alt var i orden rundt på reviret. Det var et andet revir end det vi havde drevet på i weekenden. Det var virkelig spændende at komme rundt og se dyrenes træk ruter og især at se hvor aktive de mange vildsvin er. Flere steder kunne Bosse fortælle og vise mig hvor enorme skader vildsvinen kunne udrette på marker og skovområder. på markerne var der ca 1-2 ha vinterbyg der var total ødelagt på bare en enkelt nat. Der var skov områder hvor småtræer var gravet op og rødderne spist.

På foderpladserne vise Bosse mig de træer de smører tjære på. Her kan man finde mange informationer hvis man ved hvad man kigger efter. Først kiggede vi efter om der var mærker efter tænder som indikerer om der har været keiler på pladsen. Dernæst kan du kigge efter hår der sidder fast i tjæren. de fortæller hvor høj grisen har været som har gnubbet sig på tjæren. På nogle af hårene kan du se alderen på grisen ved at se hvor mange spalter håret har. Hvis du gentagne gange finder hår der sidder højt på træet og samme alder ved du at her kommer der en stor gris på fast rute.

Alle eventyr har desværre også en slutning og tiden kom også for mig til at vende bilen mod Danmark. Jeg havde ca 5 timers kørsel til Varberg og havde derfor god tid til at tænke tilbage på en spændende tur. De tanker der oftest kørte i hovedet på mig var hvor skønt det er med så store områder med så mange muligheder for aktiviteter. Jeg er virkelig gået glip af mange oplevelser her ved ikke at have været her langt tidligere og set det kæmpe potentiale der ligger i vores naboland Sverige. Som altid er det bekosteligt at komme på jagt og det er det også i Sverige. På turen hjemad tænkte jeg på hvordan jeg hurtigst muligt kommer herover igen.

data-wp-pid=1009

data-wp-pid=1007

data-wp-pid=1010

data-wp-pid=1034 data-wp-pid=1035

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *