Venskaber, Vildsvin og slovakisk vand

Lokal ekspertise og tillid til nye bekendtskaber bragte nye venskaber og vilde jagtoplevelser for en dag til et par danske jægere, der selv opsøgte eventyret i det fremmede.

Mit venskab med Steen går cirka 25 år tilbage, så udfordringen blev taget meget alvorligt, da hans kone bad mig om at arrangere en jagtrejse, som han skulle have i fødselsdagsgave. I stedet for at gå via de etablerede jagtrejsebureauer, skrev jeg til Martin, – en ven, som jeg mødte første gang på en jagttur til Slovakiet for nylig. Det resulterede i en autentisk, lokal slovakisk jagtoplevelse, som vi på ingen måde selv kunne have planlagt hjemmefra.

SMEDEN KLAGER IKKE

Steen og jeg har delt flere gode jagtoplevelser herhjemme, men udsigten til flere dage sammen og oven i købet udenlands var en væsentlig opgradering. Jeg skriver lidt frem og tilbage med Martin, som er født og opvokset i Slovakiet i en familie, hvor jagt har været en del af opdragelsen, da de ejer flere større skove og landbrugsområder.

Planen endte med tre dages fri efterårsjagt på vildsvin, men også kron- og vildt, med regulering af hinder og kalve til en god fast stykpris. Desuden var det aftalt, at Martins danske forretningsforbindelse, Lars skulle med, så vi var tre til at dele transportudgifterne og chaufføropgaven. Den godt 16 timer lange køretur til Slovakiet var en udmærket mulighed for at lære hinanden at kende og dele jagthistorier. Et akut hold i ryggen opstået få dage før var dog en udfordring, Steen kunne have undværet. Men med en overnatning undervejs og nogle gode pauser gik det. Og en smed beklager sig ikke…

DE FØRSTE ÆNDRINGER

Vi skulle mødes med Martin efter fyraften. Vi var i god tid og valgte de mindre bjergveje i stedet for motorvejen. Slovakiet er et virkelig smukt land, som er turen værd i sig selv! Bjergrigt med meget varieret skov, der ikke bærer præg af skovdrift, afbrudt af vådområder og landbrugsarealer fyldt med spor efter de mange vildsvin. Vores første destination var en restaurant, hvor vi rigtig fik fornemmelsen af at være kommet på herretur. Efter middagen var det tilladt at finde cigaretter og pibe frem, som kunne nydes i det tilbagelænede chesterfield-møblement. En uddød dansk tradition, som sikkert mindes med blandede følelser, men for os lugtede det lidt af lange aftener på et ungkarleværelse, hvis man altså lukkede øjnene og i stedet forestillede sig en slidt sovesofa.

Martin præsenterede os for en mulig, men valgfri ændring i planerne. Hans far havde inviteret venner og bekendte til en større drivjagt i anledning af sin fødselsdag, og vi var mere end velkomne til at deltage. Vi greb det generøse tilbud uden at vide helt, hvad vi kunne forvente.

Den første nat overnattede vi i familiens overdådigt velindrettede jagthytte i det sydvestlige Slovakiet med mange og flotte trofæer, som sendte tankerne på langfart.

Næste morgen bød på turens første jagt efter hind og kalv. Dog tilbød Martin en enkelt dåhjort som en del af den aftalte pris. Vi trak lod, og Steen vandt en pürsch, mens Lars og jeg fik til tildelt hver vores post, uden at vi dog blev snydt for spænding.

INGEN GARANTIER

Min hochsitz var nok nærmest en lille jagthytte på høje ben. Ikke nødvendigvis min foretrukne måde at jage på, da jeg elsker kontakten med naturen og dens luner på jagten. Det viste sig dog at være en god kombination af pürsch og anstandsjagt, for jeg kunne ofte høre dyr i bevægelse rundt om tårnet.

Pludselig kommer en kronhind med to kalve løbende på tværs af lysningen og stoppede op, da de krydsede min fært. Jeg vidste, at jeg kun havde få sekunder, inden de ville tage flugten. De stod tæt sammen og gav ingen skudmulighed. Da hinden satte i løb, blev den ene kalv fri, og jeg afgav et succesfuldt skud.

Lidt anderledes var det for Steen. Han fik kun en enkelt chance på en stor dåhjort, der passerede i fuld fart på 100 meter. Han valgte at lade den gå, fordi risikoen for en anskydning var alt for stor. Jagt i naturen giver mange muligheder og af og til chancer, men ingen garantier.

Vi fortsatte til et bjergområde i det centrale Slovakiet på 3.500 hektarer for vores aftenjagt på vildsvin, hind og kalv og fik anvist hver vores post. Mit skydetårn blev kaldt ”bear-seat”, fordi der her er set bjørn en del gange i løbet af jagtsæsonen.
Både bjørn og ulv kan jages på begrænset licens i landet, og jeg sad i mit stille sind og håbede på at få blot et kort syn af noget vaskeægte europæisk storvildt. Med pladsanvisningen fulgte udtrykkelige instrukser om under ingen omstændigheder at gå ned, før jeg blev hentet igen. Heller ikke lige for at træde af på naturens vegne. Jeg fik heldigvis ikke brug for kreative løsninger på det problem.

Udsigten fra tårnet var fascinerende!

Til højre var der fældet skov ned ad skråningen, en betagende udsigt til et kuperet landskab på den anden side af dalen, og til venstre og bag tårnet var der tæt skov. Jagt efter solnedgang i Slovakiet er tilladt fra to dage før fuldmåne til og med to dage efter, så tusmørket var en ny og lidt uvant udfordring.
Fordelen ved mit elektroniske in-ear-høreværn er, at de svage lyde fra bevægelse i skovbunden forstærkes og hjælper til at retningsbestemme lydene, så jeg var allerede forberedt, inden dyret kom frem fra skovkanten.

RÅBUK OG KRONVILDT

Denne gang var det en fin råbuk, der kom frem på 50 meter og gik fri. Derudover blev det ikke til reelle skudchancer for mit vedkommende, men jeg kunne dog nyde synet af en flok kronhjorte i månelyset.

Lars fik skudt en kronhjort, der viste sig at være lidt større end de økonomiske overvejelser, han havde gjort sig på forhånd. En risiko, der ofte følger med en betalingsjagt. Steen måtte for anden gang se bagenden på et flot trofæ forsvinde ud af skudhold, denne gang en keiler på over 200 kilo.

 Denne nat var vi indkvarteret i en lille charmerende jagthytte uden indlagt strøm og vand, kun brændeovn, levende lys, en lille generator og med et toiletskur omme bagved, hvor der var god udluftning mellem brædderne til at nyde udsigten til skoven. Vi jokede med det smarte i, at man ikke kunne blive overrasket af en ulv uden for døren, når man kunne se den på lang afstand…

ULVEHYLET

Tidligt næste morgen, mens vi pakker bilerne sammen med Martins to kammerater, der skulle med på dagens fødselsdags-drivjagt, stopper vi alle sammen op ved lyden af ulvehyl. Det var fascinerende at iagttage de tre lokale, mens de lyttede og prøver at regne ud, hvor det kom fra. Det giver lige et ekstra element til jagten, og jeg må indrømme, at det giver lidt gåsehud ved fornemmelsen af, at jeg ikke nødvendigvis er den, der er øverst i fødekæden.

Vi kører en times tid mod sydøst til en fårefarm, som skal være udgangspunktet for dagens drivjagt. Det samme område, hvor jeg havde været på jagt i sommerens løb. Det første, vi ser, da vi ankommer, er to store, gamle militærlastbiler, som er persontransporten for de cirka 50 skytter, nogle med påhæng, mens driverne selv kører. Deres tradition med at have kone eller kæreste med på drivjagt – kun enkelte af dem som skytter – bragte en superhyggelig og familiær stemning ind på jagten.

Efter de obligatoriske håndtryk og et dejligt gensyn med yderligere tre af sommerens jagtvenner, er der morgenmad, mens alle bliver registreret med våbennummer og kaliber, samt jagttegnsnummer.

Parolen foregik på en for mit vedkommende uprøvet måde. Vi stod ikke i en hestesko, som man ofte gør i Danmark, men derimod i korte lige rækker ud fra hver side af et kvadratisk område med jagtlederen forrest og driverne i lignende rækker ved basen af området. Afskårne grangrene markerede, hvor rækkerne skulle stå. Vi havde fået parolen på engelsk i bilen på vej til stedet, så vi nikkede bare og smilede, mens parolen blev afholdt på slovakisk. Der var ingen tvivl om, at jagten var velarrangeret med fokus på sikkerhed trods de venskabelige former.

Steen, Martin og Lars

Driverne og deres hunde tager et velfortjent hvil

Vi blev kørt ud på drevet i de gamle militærlastbiler. Ofte på enormt smalle og dårlige skovveje, hvor bøgegrenene slæbte hen ad vognens sider. Imponerende nok kom den kæmpestore bil igennem selv de smalleste passager i skoven.

Min første post var på jorden i en stor, åben bøgeskov med frit skud fremad og bagud i en veldefineret sikkerhedsvinkel. Spændingen steg hurtigt, da der blev afgivet mange skud af driverne og hundeførerne, mens drevet var i gang, men der kom hverken svin til mig, skytterne ved siden af eller til Steen. Vi mødtes og nød det usædvanlige gode vejr for årstiden, mens driverne samlede de nedlagte dyr, og hundene fik et hvil, inden det gik løs igen.

Jægere venter på at blive samlet op og udveksler oplevelser fra drevet

FRA ALLE RETNINGER

Anden såt bød på bedre chancer. Da vi blev sat af, glædede jeg mig over, at Steens post så særlig lovende ud på grund af et bredt skudområde med fint udsyn til en bred veksel. Til gengæld stod det skydetårn, jeg fik anvist, i skarp kontrast til tårnet fra dagen før. Det var et gammelt og meget trængt skydetårn, hvor knæene ramte mod fronten. Det var ikke bredere end min riffel og med ret små skydevinduer. Foran tårnet havde jeg skudmulighed i en lille lysning, samt i to åbninger i terrænet skråt fremad til begge sider adskilt af tæt slåenkrat. Med andre ord skulle der reageres på et splitsekund for at få nok sving i riflen, inden grisen var væk i det tykke buskads igen. Der var på denne post meget mere at være opmærksom på, da vildtet og for den sags skyld driverne kunne komme fra alle retninger.

Bevægelsesfriheden var ikke imponerende, og det skulle vise sig at blive denne posts største udfordring

VILDSVIN I FART

Ved posterne længere fremme i kæden var der enorm stor skudaktivitet. Aktiviteten flyttede sig langsomt hen imod mig, og pludselig kom en større gris spurtende tværs igennem begge terrænåbninger med fast kurs mod sikkerheden i de tætte slåenbuske. For hurtigt til at jeg kunne få sving i riflen, men lige nok til, at jeg fik fornemmelse af hastigheden, før den næste fulgte lige i halen på den. Anden gris fulgte jeg med riflen til anden åbning i buskene og kunne levere den. Ét skud – én gris – sikke en start på dette drev!

Helt så let gik det ikke med den næste skudmulighed. To vildsvin kom igen lige efter hinanden fra en noget mere skæv vinkel, hvilket betød, at det var nødvendigt at skifte skydeskår, og det ødelagde chancen for at afgive et forsvarligt skud.

Herefter fulgte en stille periode, hvor jeg sad og nød adrenalinen, som suser igennem kroppen, når man skal holde sig klar til at agere i løbet af få sekunder.

Pludselig hørte jeg en puslen lidt nede ad bakken til højre for mig.
Jeg forsøger at vride mig rundt til et skud fra min venstre skulder, men kan ikke vende mig nok.
Ud af øjenkrogen kan jeg se en flot, højrød ræv komme listende ud af skoven og kigge direkte på mig på blot 20 meters afstand og forsvinde, før jeg kom til skud.
Resten af drevet ærgrede jeg mig mere over, at jeg ikke fik ræven end de to grise, der gik fri. Ræv på drivjagt er noget helt specielt.
Da jeg igen mødtes med Steen, fortalte han ivrigt om, at han havde haft mulighed for skud på et enkelt vildsvin, men i en uheldig vinkel uden kuglefang.

FOTO ELLER FORNØJELSE

Under og efter jagten havde jeg flere gange lyst til at forevige stemningen og jagtoplevelsen med mit kamera, men det er en svær balancegang at bevæge sig på grænsen mellem at være gæst og jagtturist. Jeg nåede eksempelvis ikke at tage billeder af det vildsvin, jeg skød, da driverne tog det med, da de kom forbi det på drevet. Bagefter lå det kort tid som ét af mange, sammen med resten af dagens jagtudbytte, inden det hurtigt blev hængt på køl på grund af varmen.

Efter to gode og lange drev blev det endelig frokosttid, og vi bumlede tilbage igennem skoven i de store lastbiler. Vel hjemme på fårefarmen blev vi modtaget med et lækkert traditionelt slovakisk frokostbord med kogte pølser, delikat vildsvinesuppe og masser af hvidt brød og herefter kaffe og hjemmelavet brændevin.

ANGREBET

Under frokosten var der store armbevægelser og genfortælling af jagtsituationerne. En af driverne hører to hunde gø ved et tæt krat. Han går ned på alle fire for at se ind under buskene, hvilket ikke var særlig ansvarligt. I samme øjeblik bliver han angrebet af en stor keiler, som går direkte efter brystkassen og vælter ham omkuld. Heldigvis får driveren det ene ben op under grisen og sparker den væk, hvorefter han lige kan nå at aflevere tre skud hurtigt efter hinanden med sin halvautomatiske riffel og nedlægge den, inden den angreb igen. Den nåede at sprætte hans bukser og en del af hans underben op med sine lange hjørnetænder.

HJERTELIGT SELSKAB

Efter jagten blev der annonceret surprise-party for fødselaren med rigelige mængder fantastisk mad, god slovakisk vin og mere brændevin.
Steen og jeg forsøgte at holde os til øl for at have rimeligt styr på, hvad de lokale ville huske os for, men ølkrusene blev fjernet med en rynken på næsen og en munter kommentar om, at det var ”Slovakian water” og derefter erstattet med shotglas med brændevin.
Jeg tror ikke, at jeg har været til en fest med mere hjertelig stemning, hvor der blev grinet så meget – ofte på grænsen til latterkrampe. Festen bød blandt andet på en enkelt madkamp(!), traditionel folkemusik og fællessang skulder ved skulder, som vi sidst på aftenen gerne sang med på til stor morskab for alle.
Den lokale politimester insisterede i et højtideligt øjeblik på at give mig sin filthat, prydet med sølvspænde og fasanfjer. Jeg forstod aldrig helt, hvad det egentlig gik ud på, men den blev faktisk mit eneste fysiske trofæ fra turen.

DAGGRY

Vi var alligevel blandt dem, der havde drukket mindst, som aftenen skred frem, men fordi vi ikke var blandt de første, der forlod festen for at vende næsen mod fårefarmen, var alle sengepladser optaget, og det resulterede i en nat tilbragt i bilen for vores vedkommende. Til gengæld var vi også de eneste, der var klar til en smuk morgenjagt.

Lidt over middag næste dag kørte Martin, Lars, Steen og jeg igen tilbage til bjergområdet i det centrale Slovakiet for turens sidste jagt på vildsvin. Tilbage i de skovklædte bjerge, blev vi igen sat af i skydetårne. Timerne sneg sig afsted, og der var god tid og stilhed til at fordøje de mange indtryk fra de tidligere dages jagt. Pludselig hører jeg skud i det fjerne og håber på, at det er Steen der har skudt.

Jeg bliver afhentet kort efter, at det var blevet mørkt, og det store smil på Steens ansigt afslører, at det endelig er lykkedes for ham!
De har markeret blodsporet, og vi kører tilbage og færdiggør eftersøgningen, mens Martin går med skarpladt riffel i tilfælde af anskydning, eller at en bjørn har fået fært af vildsvinet. Vi finder en fin keiler på cirka 130 kilo og får bæstet brækket, slæbt ud til bilen og kørt hjem til forlægning, inden vi vender næsen hjem mod Danmark.

GRIB CHANCEN

Denne tur begyndte med en god snak på IWA messen i Nürnberg og lidt skriveri over Facebook. Den første jagttur blev til nye venskaber, som medførte endnu en tur, der også kunne rumme et gammelt venskab. Så hvad var det bedste ved turen? ”Jamen, det var jo hele pakken!” – som Steen siger. Selve jagten, den autentiske oplevelse, mødet med nye mennesker og indblikket i jagtkulturerne i andre lande trækker i mig igen og igen.

Jeg er bestemt ikke færdig med Slovakiet!

Andre spirende relationer har bragt mig på jagt i Sverige, Belgien og Spanien. Tænk så mange oplevelser, det kan føre med sig, hvis man tør rejse uden sikkerhed fra rejsegarantifonden og husker, at ”En fremmed er bare en ven, du ikke har mødt endnu”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.